Løjt Kloster og Højgadeforte

3,2 km

En af de mere kendte ruter på Løjt land er turen rundt om Løjt Kloster. Her møder man ofte andre, der er ude at gå eller cykle, og man kan i sæsonen plukke både brombær, slåen og perikon. Der er fine udsigter over engarealerne ind mod kirkebyen, markerne og en række af bakketoppe på det sydlige Løjt Land. De fleste af disse bakketoppe ligger over 70 m over havet. I godt vejr kan man fra en bakketop på Højgadeforte se til Assens på Fyn.

Man kan vælge at gå turen med eller mod uret - det kan være at vindretning eller solens stilling afgør, hvilken af turene man tager. Hvis man går mod uret rundt, kan turen kan fx. starte fra Superbrugsen i Løjt, hvor man går mod vest og drejer tv. ad Skolegade. Efter at have passeret hallen og skolen fortsætter man, indtil man drejer tv. ad vejen Løjt Kloster. Her ligger en lille samling huse og gårde.

På et tidspunkt skifter vejen Løjt Kloster navn til Højgadeforte. Når man når frem til et T-kryds, drejer man tv. ad Løjt Nørregade - og snart er man tilbage ved kirken og SuperBrugsen.

Kort

Løjt Kloster er ikke resterne af et gammelt kloster!

Der har nok aldrig eksisteret et kloster i Løjt. Navnet stammer fra et gammelt ord kluster eller klyster.
Det betyder en klynge, altså en samling gårde og huse.

Lokalhistorikeren Jes M. Holdt skriver i sin bog "Glimt af Løjt Sogns Historie" (1976):

Et navn som Løjt Kloster har selvfølgelig sat fantasien i bevægelse hos mange. Der findes jo sagn om munke og abbed, som skal have levet i klosteret i Løjt. Og dog har der sandsynligvis aldrig været noget kloster. Det er jo mærkeligt, at Klosteret slet ikke findes omtalt i noget gammelt dokument.
Navnet forekommer første gang i 1633 og betegner en gårdklynge, "im Kloster". Det er sandsynligvis det jyske ord "et klyster", som her er blevet misforstået. En tætbygget del af byen Rugbjerg i Øster Løgum sogn hed også Rovbjerg Kloster.


Højgadeforte

Ordet forte er et gammelt dansk ord for en vej eller en åben plads og det indgår også i ordet fortov. Der er flere vejnavne på Løjt Land, som har endelsen -forte. Fx. Højgadeforte, Jakobsgårdsforte og Espeløkforte.


Marcus Lauesen

Forfatteren Marcus Lauesen, der i starten af 1930'erne havde stor succes med romanen 'Og nu venter vi på skib', er født i Løjt Kirkeby. Mens Lauesen skrev denne roman, boede han sammen med sin kone og barn til leje i et aftægtshus på Løjt Kloster.
Marcus Lauesens gravsten kan ses på kirkegården i Løjt.