Stien fra Hellet til Fasbrovej

5,2 km

Turen er ikke egnet til cykling, handicappede, barnevogne

På vejen fra Løjt Kirkeby til Barsmark kan man lige uden for Løjt dreje tv. ind ved gården Hellet og følge en dejlig natursti. Stien starter lidt inde, hvor man drejer mod højre ved en afmærkningspæl. Man går på en sti med hegn til begge sider. Der er udkig til landskabet og markerne flere steder. På en del af ruten er der om efteråret mange buske/træer med kræge (små vilde blommer velegnet til at lave en snaps på).

På et tidspunkt skal man dreje skarpt th. og følge en mark, inden man til sidst går på en sti ud på Fasbrovej. Her kan man så vælge at gå enten tv. (mod Barsøvej) eller th. (mod Barsmark Bygade) for at komme tilbage til Løjt Kirkeby.

Kort

De to gårde Hellet

Lokalhistorikeren Jes M. Holdt skriver i bogen "Glimt af Løjt Sogns historie":
"Hellet" kan betyde "helligt ved", altså den hellige skov. Navnet forekommer flere steder i Sønderjylland, bl.a. i landsbynavnet "Helved" på Als.

Hellet har oprindelig været en enkelt gård, som i 1500-tallet er blevet delt i to gårde, Sønder Hellet og Nørre Hellet. Gårdnavnet Hellet kan findes i dokumenter fra 1598 og frem.

Under krigen i 1848 var nogle hessiske soldater indkvarteret i Hellet. De var så uforsigtige med ild, at begge Hellet gårdene, der lå tæt sammen, gik op i flammer. Gårdene blev genopbygget omkring 1850